|
Gilla's hvalpe blev
født den 27. november 2008 - det blev 4 tæver og 1 han
27. januar 2009
I dag har hvalpene 2 måneders fødselsdag - utroligt så hurtigt de næsten
9 uger er gået. Uha lige pludselig er det tid for afrejse. Vi ved at man
glæder sig i de nye hjem, men vi frygter lidt stilheden med "kun" fire
skotter i huset.
Nu er hvalpene blevet rigtig store og selvstændige individer. De giver
tydeligt udtryk for meninger når der f.eks. kæmpes om legetøj eller
retten til en hundeseng - det kan gå hårdt for sig.
De elsker at være ude på terrassen, balancerer på træstykker og prøver
at komme op på den stensætning de voksne hunde lige sprang over. Noget
af det bedste er at komme ind og rode i de visne blade under havebænken
eller stå på hovedet i det hul nogen er begyndt at grave i et bed. Men
det sjoveste er, at løbe hurtigt over fliserne samtidig med at man
skubber en tom plastflaske foran sig.
16. januar 2009
Nu er hvalpene blevet chips'et under store protester og vilde hyl
fra Angus' side, tæverne tog det meget pænt. De har også fået en
hvalpegård ned i stuen og der kan de vældig godt lide at være. Det er
især spændende at få lov at komme ud og udforske resten af stuen. Vi har
sat en transportkasse ned i hvalpegården, så de kan vænne sig til at det
kan være en hyggelig hule. I samme transportkasse har de nu nogle gange
været med i bilen og det er gået fint.
På mandag kommer dyrlægen og gennemfører sundhedsundersøgelse og
vaccination. Vægten ligger nu mellem 1610g og 2325g.
1. januar 2009
Godt nytår til alle!
Her i juleferien har vi haft besøg af alle vores
hvalpekøber-familier. Det har været rigtig dejligt at få sat ansigt på
de mennesker vi hidtil kun havde talt eller mailet med. Vi er overbevist
om at vores hvalpe vil få det godt i deres nye hjem i henholdsvis
Frøslev, Birkerød og Jyllinge.
20. december 2008
Nu kan alle både se og høre, og de reagerer på vores stemmer. De
bider i hinanden, i vores fingre og det legetøj de har i hvalpekassen.
To af hvalpene har da også lige fået tænder. Vægten ligger nu mellem
715g og 925g og alle kan nu vakle rundt på fire ben. Man forsøger sig
også med noget der kan lyde som knurren og gøen.
11. december 2008
Vores lille han har som den første åbnet øjnene på klem i dag. Alle
vokser fint og tager pænt på. Vores mindste tæve på bare 150g har
3-doblet sin vægt - rigtig flot.
1. december 2008
Se hvad vi har fået i dag!
Den yndigste Mor-Barn buket fra vores søde nabofamilie Tine, Henrik,
Heidi og Peter. Tusind tak, det var sødt af jer

27. november 2008
Glen-Skot Grace kaldet Gilla har født 5 dejlige skottehvalpe. En sort
han, to sorte tæver og to brindle tæver, som alle ser så fine ud.
Hvalpenes far er AMCH,
DKCH, SECH
Charthill Masterpiece, kaldet Renoir. Renoir er ejet af Rod Ott,
Ohio – se mere på
Bravo Scottish
Terrier og er udstationeret hos Lotte Frøkjær og John Steffensen,
Kennel Ayrzol
Glen-Skot Grace
kaldet Gilla
Charthill Masterpiece, kaldet Renoir

Pyh-ha efter alt det mas er det rart
med noget fred og ro her ved mælkebaren. Vi er blevet tjekket i alle
ender og kanter, vejet og det hele – som om de var i tvivl om, at vi var
i orden. Vi er meget meget fine.
Ved fødslen vejede vi mellem 150 og
235 gram, men det skal vi hurtigt få gjort noget ved. Se bare hvordan vi
har kastet os over maden.
Kig forbi en anden dag – vi er
nemlig så charmerende, så de skriver sikkert meget mere om os.
|